Dobbeltinterview: Festim og Porsgrunn
I har begge været her siden 2019 og kender Brønshøj rigtig godt. Hvordan kan I være med til at lære de nye spillere om ånden og kulturen i klubben?
Marcus: ”Først og fremmest vil jeg vise dem, hvordan vi træner og man giver sig 100 procent til hver træning. Fordi det er sådan ånden i klubben er. Så synes jeg, at de skal glæde sig til at se vores fans, når de træder ind på banen første gang - på hjemmebane vel og mærke. Der tror jeg, at det virkelig går op for dem, hvor stor en klub de egentlig er kommet til.”
Festim: ”Ved at vise os frem ude på banen og vise, at man går til den. Som Marcus siger, så kommer de også til at mærke fansenes opbakning. Og ellers er jeg enig i meget af det, som Marcus fortalte.”
Der er skiftet ud på trænerposten i vinterpausen, hvor der er kommet to nye trænere ind. Hvad har det givet holdet?
Marcus: ”Jeg synes, at det er tydeligt at mærke under træningerne, at der meget mere fokus på spillerne og hvilken position man spiller. At man kan lave en form for rolletræning, og der er flere øjne på en. Det gør også, at man kan optimere det fokusområde man har alt efter, hvilken position man spiller.”
Festim: ”Jeg vil også sige, at de støtter hinanden godt - de to nye trænere. De er begge sociale og viser, at de er der for dig. Selvom jeg har været skadet i et stykke tid nu, viser de, at man stadig er vigtig og en del af holdet. De viser også, at alle spillere gælder og vi alle er en del af truppen.”
Hvad er forventninger til foråret og hvordan skal de indfries?
Marcus: ”Der er selvfølgelig kun et mål, og det er oprykning. Det tror jeg ikke, at der er nogen tvivl om, at det er målet. Det skal indfries med benhårdt arbejde - både til træning og i træningskampene. Jeg synes, at vi har en rigtig stærk trup med masser af kvalitet. Så jeg er ikke i tvivl om, at muligheden for at rykke op er til stede.”
Festim: ”Samtidig har vi en god bredde i truppen med mange spillere på hver position. Så man skal bare gå ud og give den gas til træning og vise, at vi har lyst til at rykke op. De ældre og os der har været i klubben i lang tid skal tage ansvar, men det er også fedt at se de unge give den maks. gas til træning.”
Desværre er både Porsgrunn og Festim ude med skader til lørdagens træningskamp mod Frem. Men vi håber på, at de snart er klar igen.