Menu

Vedtægter

Vedtægter for

BRØNSHØJ BOLDKLUB (VEDTAGET PÅ DEN ORDINÆRE GENERALFORSAMLING D. 13.03.2023)

§ 1

Navn:

Klubbens navn er Brønshøj Boldklub af 15. Maj 1919 med hjemsted i Københavns Kommune på adressen: Tingbjerg Idrætsanlæg, Ruten 2, 2700 Brønshøj.

 

§ 2

Formål

Idegrundlag

  • Brønshøj Boldklub er en bredde- og elitefodboldklub, der omfatter aktiviteter baseret på foreningstanker.
  • Brønshøj Boldklub sætter mennesket og det forpligtende fællesskab i centrum, og klubben indgår aktivt som medspiller i fodboldverdenen og i lokalsamfundet.
  • Brønshøj Boldklub giver børn, unge og voksne glæde, udfordringer og oplevelser gennem fodboldspillet som spillere, trænere, dommere og ledere.
  • Brønshøj Boldklub er en dynamisk og handlekraftig organisation, der med social ansvarlighed giver mulighed for såvel sportslig som menneskelig udvikling for dens medlemmer og øvrige aktører.

Idegrundlaget støttes via

  • En synlig ledelse med afsæt i klubbens idegrundlag, værdier og visioner.
  • En driftsikker organisation og et solidt og holdbart økonomisk fundament.
  • Sportslige og sociale aktiviteter der giver sportslig succes og stor trivsel for både bredde og elite - børn, unge og voksne.
  • Kompetenceudvikling af såvel ledere, trænere som spillere. 

Værdier

  • Brønshøj Boldklub bygger sin klub og sit virke på værdierne:
  • Social ansvarlighed.
  • Det forpligtende fællesskab.
  • Respekt.
  • Mangfoldighed.

Vision

  • At være den kulturbærende klub og samlingspunkt i lokalområdet såvel sportsligt som socialt.
  • At være den mest attraktive klub i lokalområdet med kompetente ledere og trænere samt stor medlems- og forældreinvolvering med mulighed for menneskelig og sportslig udvikling.
  • At have en ungdomsafdeling, der sikrer udvikling af egne spillere på både bredde- og eliteniveau.

§ 3

Optagelse, ind- og udmeldelse:

Som medlem kan optages enhver person som aktiv eller passiv, der kan tilslutte sig foreningens formål. Bestyrelsen har ret til at nægte optagelse, forudsat det sker under objektive kriterier, også uden begrundelse.

En indmeldelse er bindende, og ingen kan betragtes som medlem med de dertil hørende rettigheder, før indskud og kontingent er betalt. Udmeldelse skal for ungdomsmedlemmers vedkommende foregå skriftligt til den respektive leder eller til klubbens kontor og for seniormedlemmers og passives vedkommende skriftligt til klubbens kontor.

 

§ 4

Vedtægter:

Kan læses på www.bronshojboldklub.dk.

 

§ 5

Kontingent og indmeldelsesgebyr:

Kontingent og indmeldelsesgebyr fastsættes af bestyrelsen med ansvar over for generalforsamlingen. I øvrigt kan bestyrelsen – hvor særlige forhold gør sig gældende – midlertidigt fritage medlemmer helt eller delvis fra kontingentbetaling.

 

§ 6

Æresmedlemmer:

Kan udnævnes efter en enig bestyrelsesbeslutning. Æresmedlemmer er kontingentfri.

 

§ 7

Kontingentets opkrævning og betaling:

Kontingentet opkræves automatisk via mail med betalingslink, hvorigennem medlemmerne tilmelder sig en abonnementsordning, hvor kontingentet automatisk opkræves hvert halve år.

Ved betaling senere end den anførte betalingsfrist kan opkræves et gebyr på kr. 100,00.

 

§ 8

Sletning på grund af kontingentrestance:

Et aktivt medlem, der ikke har betalt sit kontingent senest 1 måned efter forfaldsdatoen, mister retten til at træne og spille kampe. For alle medlemsgrupper gælder: Er kontingentet ikke betalt senest 3 måneder efter forfaldsdatoen slettes medlemmet automatisk.

Den pågældende orienteres skriftligt om sletningen.

Sletningen fritager ikke medlemmet for at betale skyldigt kontingent.

 

§ 9

Ordinær generalforsamling:

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar måned, dog senest inden udgangen af marts måned. Tid og sted for generalforsamlingens afholdelse offentliggøres senest 14 dage før ved meddelelse på klubbens hjemmeside www.bronshojboldklub.dk og ved opslag i klubbens lokaler.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Adgang til generalforsamlingen og stemmeberettigede er alle – aktive som passive – der ikke er i kontingentrestance eller har indgået betalingsaftale og som i kalenderåret er fyldt eller fylder 18 år. Medlemmer yngre end 18 år kan repræsenteres på generalforsamlingen af en forælder eller værge. Ethvert medlem, der i kalenderåret fylder eller er fyldt 18 år er valgbar til bestyrelsen. Man kan alene afgive sin stemme ved personligt fremmøde.

Generalforsamlingen skal have følgende dagsorden:

     1. Valg af dirigent.
     2. Godkendelse af dagsorden
     3. Formanden aflægger bestyrelsens beretning.
     4. Bestyrelsen forelægger det reviderede årsregnskab.
     5. Budget til godkendelse
     6. Indkomne forslag
     7. Valg
          a) Formand (i lige kalenderår)
          b) Bestyrelsesmedlemmer (i lige kalenderår op til 3)
          c) Bestyrelsesmedlemmer (i ulige kalenderår op til 4)
          d) Bestyrelsessuppleant (i lige kalenderår)
          e) Bestyrelsessuppleant (i ulige kalenderår)
          f) Bilagskontrollant (i lige kalenderår)
          g) Bilagskontrollant (i ulige kalenderår)
          h) Suppleant for bilagskontrollanter (i lige kalenderår)
          i) Revisor (hvert år)

Alle valg – undtagen valg af revisor – er 2-årige.

     8. Eventuelt

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

Generalforsamlingen ledes af en af generalforsamlingen valgt dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen. Dirigenten afgør med bindende virkning alle spørgsmål angående behandlings- og afstemningsmåder.

Alle beslutninger og valg afgøres ved almindeligt flertal dog undtaget ændringer i klubbens vedtægter. Til ændring af klubbens vedtægter kræves, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Skriftlig afstemning skal foretages, såfremt der rejses krav om dette.

 

§ 10

Ekstraordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling kan enten indkaldes af bestyrelsen eller hvis der foreligger en skriftlig anmodning med angivelse af dagsorden underskrevet af mindst 50 stemmeberettigede medlemmer.

Tid og sted for den ekstraordinære generalforsamlings afholdelse offentliggøres senest 8 dage før på klubbens hjemmeside www.bronshojboldklub.dk og ved opslag i klubbens lokaler.

 

§ 11

Beretning og regnskab:

Bestyrelsen aflægger beretning for klubbens virksomhed i det forløbne år. Det reviderede regnskab fremlægges en time før generalforsamlingen.

 

§ 12

Klubbens midler:

Klubbens administrative leder forvalter klubbens pengemidler. Den kontante beholdning må ikke overstige det beløb, der skal anvendes til klubbens udgifter inden for en periode på ca. 30 dage. Det overskydende beløb skal indestå på en konto i et pengeinstitut og kan kun hæves ved formandens eller en person der er meddelt prokura (jf. § 14 stk. 2) underskrifter.

 

§ 13

Revision:

Revisor:

Klubbens regnskab revideres af en enten statsautoriseret eller registreret revisor, som ikke må være medlem af klubben. Revisoren vælges på generalforsamlingen for et år ad gangen.

Bilagskontrollanter:

Bilagskontrollanterne skal føre kontrol med klubbens regnskab og skal inden generalforsamlingen gennemgå regnskabet og kassebeholdningen. Bilagskontrollanterne har i øvrigt til enhver tid ret til at se regnskabet.

 

§ 14

Ledelse:

Klubben ledes af en bestyrelse på 4 til 8 medlemmer. Klubben tegnes af formanden og 1 bestyrelsesmedlem i forening. Disse kan meddele prokura.

 

§ 15

Bestyrelses- og ledermøder:

Bestyrelsesmøder skal afholdes efter behov dog mindst 8 gange årligt ved skriftlig indvarsling af formanden med mindst 3 dages varsel. Et bestyrelsesmøde er kun beslutningsdygtigt, når mindst 4 medlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

 

§ 16

Indberetninger:

Holdleder/træner skal straks efter kampen indberette kampens resultat digitalt via DBU Holdkort

 

§ 17

Tavshedspligt for, samt afsættelse af bestyrelsesmedlemmer:

For bestyrelsen gælder følgende: Alle møder er lukkede. Deltagerne er pligtige til, kun at omtale for andre, hvad bestyrelsen har besluttet og med hvilken vægt.

Hvis et bestyrelsesmedlem gentagne gange, og uden rimelig grund udebliver fra møder, kan bestyrelsen afsætte vedkommende og indkalde suppleanten.

 

§ 18

Karantæne og eksklusion:

Bestyrelsen er berettiget til at idømme karantæne eller at ekskludere ethvert medlem, der udadtil eller indadtil skader klubbens interesser eller renommé, f.eks. ved særdeles uværdig opførsel, ved konsekvent at modarbejde klubbens vedtagelser, eller ved grov tilsidesættelse af vedtægter eller reglementer.

 

§ 19

Appel af karantæne og eksklusion:

Et medlem, som har fået karantæne eller er blevet ekskluderet i henhold til §18 første eller sidste stykke, har ret til inden en måneds forløb at indanke bestyrelsens afgørelse for en ekstraordinær generalforsamling. Anmodningen herom tilstilles formanden og skal være underskrevet af mindst 25 stemmeberettigede medlemmer.

 

§ 20

Restauration:

Bestyrelsen har bemyndigelse til at drive restaurationsvirksomhed i klublokalet.

 

§ 21

Opløsning:

Foreningens opløsning kan kun ske på en særlig generalforsamling indkaldt af bestyrelsen. For opløsning kræves 3/4 af de afgivne stemmer.

Ved klubbens eventuelle opløsning benyttes klubbens eventuelle formue og øvrige ejendele til at betale eventuelle kreditorer med. Eventuelle yderligere midler fordeles til sociale, almennyttige formål efter den afgående bestyrelses skøn.

 

§ 22

Lovenes utilstrækkelighed:

I tilfælde, hvor disse love måtte vise sig at være utilstrækkelige, er bestyrelsen bemyndiget til at træffe sådanne foranstaltninger, som tjener til at fremme klubbens tarv, dog under ansvar over for generalforsamlingen.

Disse love erstatter tidligere vedtagne love og er vedtaget på den ordinære generalforsamling mandag d. 13. marts 2023.

                                                                            

Bestyrelsen

Luk